ELEVINDLÆG: ER IKKE RETTET ELLER KOMMENTERET
Selvom danskere normalt ikke betragter dem selv som værende specielt religiøse, har vi helt sikkert været meget påvirket af den protestantiske kristendom, som jo er den religion, der tilhører den danske folkekirke. Det virker derfor naturligt, at – religiøse eller ej – vores samfund er bygget omkring kristne værdier.
Selvom danskere normalt ikke betragter dem selv som værende specielt religiøse, har vi helt sikkert været meget påvirket af den protestantiske kristendom, som jo er den religion, der tilhører den danske folkekirke. Det virker derfor naturligt, at – religiøse eller ej – vores samfund er bygget omkring kristne værdier.
Der er mange af mine venner, inklusiv mig selv, som
vælger at lade sig konfirmere og være en del af den danske folkekirke. Det er ikke
fordi, vi betragter os selv som religiøse, men fordi vi er enige i de kristne
værdier, der handler om, hvordan vi skal opføre os over for hinanden: Elsk din
næste, som du elsker dig selv. Vær barmhjertig.
Og så har vi selvfølgelig en
velfærdsstat, som netop støtter op om disse ting, ved at omfordele pengene,
sådan at alle kan have det godt og være så lige som muligt. Det virker alt
sammen meget godt. Men stemmer velfærdsstatens rolle virkelig overens med de
kristne værdier?
Er
velfærdsstaten barmhjertig i stedet for os?
Henrik Jensen mener i hvert fald ikke, at velfærdsstaten er
lig med kristne værdier. I hvert fald ikke længere. Han mener tværtimod, at
velfærdsstaten forhindrer det danske samfund i at være gode medmennesker og at
tage sig af hinanden. Det står i ret skarp modsætning til den solidaritet, som
vi normalt taler om, i forbindelse med velfærdsstaten.
Så, hvorfor mener han
dette? Jensen føler, at det senmoderne menneske er blevet for individualistisk
og fokuserer for meget på at få opfyldt sine egne rettigheder, i stedet for at
fokusere på sine medmennesker. Før i tiden, da de fleste danskere reelt var
troende og kirkerne var fyldte om søndagen, var der en følelse af pligt til at
tage sig af hinanden. Kristendommen og troen på arvesynden betød, at man blev født
”skyldig”, og dette fik pligtfølelsen til at vokse. Denne pligtfølelse, siger
han, er vigtig i et godt samfund. Det er vigtigt, at borgerne føler, at de har
en pligt til at hjælpe hinanden. Det er en grundlæggende, kristen værdi.
Og her
ville de fleste danskere så sige: ”Jamen, vi hjælper jo hinanden ved at betale
skat, så folk kan komme gratis på sygehusene, og så arbejdsløse kan klare sig!”
Jensen ville så svare, at velfærdsstaten i virkeligheden tager pligten for at
hjælpe væk fra danskerne: ”Selv
almindelige omsorgsfunktioner tager den sig af! […] Undervejs eroderede
grundlagetog tog den enkeltes ansvar med sig.” Han mener altså, at
velfærdsstaten er med til at styrke den rettighedsfikserede individualisme, som
har taget godt fast i det danske samfund, fordi den tager folks ansvar væk fra
dem. Velfærdsstaten bliver pludselig den barmhjertige næste i stedet for os. Og
på den måde forhindrer den os jo ligefrem i at dyrke de kristne værdier, som vi
alle sammen sætter så meget pris på!
Burde vi så bare blive liberalister i
stedet?
Hvis velfærdsstaten gør os til dårligere mennesker, så burde
vi måske reformere hele det danske samfund? Vi kunne blive liberalister ligesom
Amerika, eller konservative ligesom Tyskland. Dér er man nødt til at tage sig
af hinanden, fordi staten ikke hjælper særlig meget til. Jeg tror mange af os,
kan blive enige om, at det ikke virker som en løsning. Nogle af os har måske
lyst til at skære lidt ned på velfærden, men vi elsker jo vores samfund, som
det er. Det kunne da være rart, hvis der var nogle kristne eksperter, som
argumenterede for velfærdsstaten.
Biskop J. Lindhardt var netop sådan en person. Han argumenterer
for, at velfærdsstaten støtter op om de protestantiske samfundsværdier. Først og
fremmest ser han på den middelalderlige katolicisme som en modsætning til vores
velfærdsstat. Dengang troede man på gerningsretfærdighed (at du via handlinger
kan gøre dig fortjent til frelse), og derfor ville alle de rige utrolig gerne
være barmhjertige og hjælpe de fattige. Faktisk var det perfekte samfund for
dem et samfund, hvor der eksisterede fattige, for så havde de nogle at give
almisser til, og dermed kunne de opnå frelse.
Men os protestanter, vi tror ikke
på gerningsretfærdighed. Vi tror på, at vi allerede er frelst, på grund af
Jesus. Lindhardt mener, at det giver os overskud til at hjælpe andre, fordi at
vi gerne vil have, at de har de godt. Vi vil gerne elske vores næste, og vi vil
gerne have, at vores næste har det godt. Vi ønsker ikke, at der er nogle
fattige i samfundet. Og det er derfor, at vi har velfærdsstaten, som dermed
absolut støtter de kristne værdier. Den forsørger at: ”trække den fattige ud af hans fattigdom”.
Jeg vil i hvert fald absolut mene, at det stemmer overens
med de kristne værdier. Men der er måske noget om, at det gør os lidt dovne i
forhold til selv at hjælpe andre. Det er i hvert fald værd at tænke over, om vi alle sammen ikke kunne gøre lidt mere for hinanden.
Karoline Isabella